Broccolifrikadeller og spidskålsalat med æble.


Det er ikke os alle, der er lige begejstret, når jeg interesserer mig mere og mere for grønt mad og godt gider gøre det ekstra for det lige smager, så man både bliver mæt og man slet ikke savner kødet.

De her frikadeller var intet mere end fantastiske og selv min mand, som ellers kan have svært ved at være begejstret, når det bliver helt uden kød, måtte indrømme, at han også synes det var godt.

Det skal dertil siges, at de ikke er slankende, så du skal ikke spise dem, hvis du gerne vil tabe dig, for der er en hel parmesan i, men det gjorde til gengæld også, at de ikke smuldrede og hang godt sammen.

Broccolifrikadeller:

250 gr broccoli buketter (altså en hel broccoli)
2 stk æg
1 stk løg
4 fed hvidløg
2 dl frisk fint revet parmesan (brug et helt stykke og riv)
1 dl kikærtemel
1 håndfuld frisk basilikum
1 knivspids stødt muskatnød
1/2 tsk salt
friskkværnet peber
Olivenolie til stegning

Sådan gør du:

Kom broccolibuketterne i en gryde med letsaltet vand og kog dem møre, men ikke udkogte.
Hæld kold vand over og lad dem dryppe godt af.
Hak løg fint i en minihakker eller riv det.
Kom også de kogte afkølede broccolibuketter i minikhakkeren og blend indtil man har en grov mos. Man kan også bruge en håndmixer eller bagsiden af en grydeske.

Fik den her minihakker i julegave, hvordan har jeg kunne leve uden?

Rør broccolimos og løg sammen med æg, presset hvidløg, ost og finthakket basilikum.

Vend kikærtemel i samt salt, peber og muskatnød. Smag evt. på farsen og se, om den mangler noget salt eller peber.

Form farsen til små minifrikadeller med en teske og steg dem i olivenolie ved mellemvarme, indtil de har god farve på begge sider og er gennemstegte. NB Det er er en god idé at dyppe teskeen i vand, hver gang man former en ny lille frikadelle, så farsen ikke hænger fast på skeen.

Lad dem køle en smule af, inden de spises.

Dertil lavede jeg en salat af spidskål, æble og en blanding af sesam og mandler

Hold nu op det er smukt det kål :)

 
Ingredienser
½ spidskål (eller det hele hvis spidskålen er lille)
2 let syrlige æbler
1 håndfuld mandler
½ dl sesamfrø
Andre mulige ingredienser: Spinat, chili, agurk, revet gulerod, avocado, ærter, granatæblekerner, osv.

Til dressing
2 spsk olivenolie
1 spsk sirup (Jeg bruger ahornsirup fra Rema)
3 spsk æblercidereddike
Salt, peber og evt. citron

Instruktioner
Rist mandler og sesamfrø let på panden og lad dem køle af
Snit spidskål fint, skær æbler i tern og kom det i en skål
Hak evt. mandlerne groft (Jeg bruger dem ofte bare hele)
Hæld mandler og sesamfrø op i spidskålssalaten
Bland alle de våde ingredienser sammen og ryst det godt så dressingen emulgeres
Hæld dressingen over spidskålssalaten og bland det hele sammen


Kommentarer