Spejlæg med grønt.....nej, rødt :)


Det er januar, vi er alle stadig lidt på nytårs forsættet med at leve sundere, spise mindre kød og flere grøntsager og der er stadig fyldt i motionscentrene for nu skal det være.

Men du ved det jo godt, det er ikke det hurtige fix men det lange træk, som betyder noget og det er så vigtigt at få indkørt gode sunde vaner, som er overskuelige og som vi orker at fortsætte i vores hverdag også efter januar.

Det handler for mange om at få kørt nye sunde vaner ind og et godt sted at starte, er din morgenrutine.

Giver det dig ikke en bedre dag, hvis du lige står de 15 min før op og lige får lavet den der sunde morgenmad, som gør at du faktisk ikke er sulten før ved frokosttid?

For mig er det ikke svært og det tager heller ikke lang tid at lave det sunde morgenmåltid.

Her er det to spejlæg stegt med lidt gurkemeje og peber for at få udnyttet gurkemejen max. (Gurkemeje holder huden sund, forbedrer immunforsvaret, kan bekæmpe kræft, beskytter dit hjerte og kan forbedre hukommelsen)

Jeg lader gerne lige gurkemejen stege lidt og så smider jeg to æg ovenpå med lidt ost (men det kan du undvære, men jo mere protein jo længere tid holder mæthedsfølelsen)

Så lader jeg dem stege lidt, mens jeg skærer en feberfrugt i stykker sammen med nogle cherry tomater som jeg drysser med lidt god salt og lidt oregano.

Så vender jeg spejlæggene og lader dem stege på den anden side, men kun et øjeblik, så blommen forbliver flydende.

Og værsgo - et skønt hurtigt måltid som skriger af farver og minder os om forår og giver en mæthedsfølelse som varer et par timer.

Kommentarer